Team VéloCONCEPT Women vinder DM i holdløb

Allerede tidligt i løbet mistede Team VéloCONCEPT Women en rytter til et mekanisk uheld, men alligevel lykkedes det holdet vinde DM i holdløb med kun tre ryttere.

Team VéloCONCEPT Women genvandt DM i holdløb lørdag, da de lørdag var hurtigst på den 46,5 kilometer lange rute på Lolland. Det var selvom de fire startende ryttere hurtigt blev reduceret til tre, da Christina Siggaard havde et mekanisk uheld.

”Vi startede ud, som vi hade aftalt med at tage den lidt med ro. Men efter 1,5 kilometer kan jeg godt se, at Christina ikke har det særligt godt. Men så kommer hun ned, og jeg kan se, at hendes baghjul er slået sig skævt,” siger team manager Bo Handberg Madsen.

Det lykkedes at få spændt hjulet hårdt, så Christina Siggaard kan køre videre. Men hun er nødt til at stoppe op, hvilket gør det umuligt for hende at komme tilbage til de tre resterende ryttere Louise Norman Hansen, Pernille Mathiesen og Camilla Møllebro.

”Vi tør ikke lade dem vente. Vi føler os lidt presset, da vi kun er tre ryttere efter to kilometer, men de holder et godt flow. Ved vendepunktet er vi faktisk fem sekunder bagud, og der ved jeg, at der er modvind på vej hjem. Der så det ret svært ud,” siger Bo Handberg Madsen.

Efter vendepunkter er der tvivl om tiderne, derfor bliver der lukket helt op til gassen til sidst for at køre efter hvert sekund.

”Vi er nødt til at lukke op og smide alt over bord, og det gjorde de, og så vinder de med 26 sekunder, og det var helt fantastisk. Da vi kørte i mål, var vi sikker på, at vi havde tabt, så vi prøvede lige det hele,” siger Bo Handberg Madsen, der er meget imponeret over sine ryttere.

”Jeg synes, at det fortæller meget om deres styrke, at de gør det tre ryttere. Det er nogle stærke tempo-ryttere, der er på Thylander. Det var bestemt ikke nemt,” siger han.

Team VéloCONCEPT Women med Louise Norman Hansen, Camilla Møllebro, Christina Siggaard og Pernille Mathisen vandt med 26 sekunder til Scandic Thylander 1 og fem minutter og 18 sekunder til Scandic Thylander 2.