Rasmus Guldhammer på podiet på kongeetapen i Tjekkiet Rundt

Team VéloCONCEPT fik endnu en topplacering i Tjekkiet Rundt, da Rasmus Guldhammer fulgte op på de første etaper med en 3. plads på kongeetapen.

Knap 4.000 højdemeter fordelt på 186 kilometer var hvad, der ventede rytterne på kongeetapen i Tjekkiet Rundt. Team VéloCONCEPT havde på de to foregående etaper leveret gode resultater, og Rasmus Guldhammer sørgede for endnu et, da han blev 3’er på 3. etape.

Det var dog først til sidst på etapen, at Rasmus Guldhammer fik en hovedrolle. Et udbrud på fire mand kom af sted tidligt på etapen, men Team VéloCONCEPT blev i feltet på dagens etape. Det var dog også en stakket frist for lykkeridderne, da de blev hentet, da løbet gik ind i sin finale.

Her skulle en hård omgang køres tre gange, hvor en hård stigning skulle passeres, og det var her, at løbet afgørelse kom. Flere ryttere forsøgte at komme af sted, men det var først med omkring ti kilometer til mål, at Rasmus Guldhammer kom afsted sammen med tre andre ryttere – Jan Barta, Jan Hirt og Josef Cerny.

”Der var ikke nogen, der ville føre. ‘Det er noget lort, hvis de ikke gider’ tænker jeg og fører så noget mere, men de gider stadigvæk ikke,” siger Rasmus Guldhammer.

I gruppen bliver der i stedet angrebet, men ingen kommer væk, og bagfra kommer forfølgergruppen nærmere, så Rasmus Guldhammer tog ansvarret i gruppen.

“Jeg kunne se nede bagved, at der sad en stor gruppe, så jeg fører til toppen, men med 3,5 km til mål kørte Barta. Jeg tog en ordentlig ‘dinger’ ned mod en rundkørsel, og da jeg slår ud kører Cerny så,” siger Rasmus Guldhammer.

Cerny indhentede Barta og vandt, mens Rasmus Guldhammer kom ind ret efter og tog derved 3. plads på kongeetapen af Tjekkiet Rundt. Han var selv ærgerlig over at etapesejren glippede, men var trods alt tilfreds med sin præstation. Michael Skelde var også imponereret over indsatsen fra sin rytter.

”Det var rart nok at være i et selskab med Barta og Hirt, der blev 12’er i Giro’en. De er blandt de bedste til det her, og Rasmus kører lige op med dem, og på dagen var han nok den stærkeste. Det er lidt fedt, men det er bare ikke altid, man får mest ud af det som den stærkeste, men sådan er det,” siger Michael Skelde, der også var imponeret over Kasper Asgreen, der kom ind på en 20. plads, og derved også ligger godt i klassementet.

”Asgreen kørte rigtigt godt i dag, og han kommer ind som nummer 20. Det kan vi godt være tilfreds med, og han er også inde i kampen i klassementet, og måske kan vi bruge ham i morgen til at spille ud,” siger Michael Skelde.

Med 3. pladsen kørte Rasmus Guldhammer sig også langt op i klassementet og i top 10, og Michael Skelde ser frem til at prøve at komme endnu længere op på sidste etape søndag.

”Vi skal se, hvordan løbet udvikler sig og støtte op omkring Rasmus. Jeg er i tvivl om, hvor hård den afsluttende stigning er, men desværre slutter vi ikke opad. Vi er fortrøstningsfulde og tror på det. Lad os spille højt spil og se, om vi ikke kan gå efter sejren, der er ingen grund til at stoppe nu,” siger han.

Sidste etape søndag går fra Olomouc til Dolany, hvor rytterne skal ud på 147,9 kilometer, der slutter af på en svær rundstrækning, hvor en stigning skal passeres ni gange.