Michael Carbel bevarede føringen i Post Cuppen

Team VéloCONCEPT fik to ryttere i top 10 i 2. afdeling af Post Cuppen, der søndag blev kørt på Lolland. Michael Carbel bevarede den samlede føring med en 8. plads, men Nicolaj Moltke Steen blev nummer 5.

Lolland var i dag vært for 2. afdeling af Post Cuppen var rytterne skulle ud på 189 kilometer. Team VéloCONCEPT havde inden løbet Michael Carbel i førertrøjen efter, at han vandt første afdeling til GP Herning.

Det lykkedes også for Michael Carbel at bevare trøjen, da han vandt feltets spurt og blev nummer 8. Han havde forinden været i udbrud med blandt andet sin holdkammerat Nicolaj Moltke Steen og en del andre. Cirka halvvejs i løbet blev de 15 i front dog splittet, og syv mand stak af.

”Moltke kommer med blandt de forreste. I og med, at der var så lang tilbage til feltet, håbede vi, at han kunne rykke på sidste omgang, så man ikke skulle spurte syv mand om det. Men han har ikke dagen og var for slidt,” siger sportsdirektør Daniel Foder.

På sidste omgang splittede de syv i front igen, og fire mand kom hjem, hvor Casper Pedersen var den hurtigste og vandt. Nicolaj Moltke Steen blev nummer fem, mens at Michael Carbel, der var faldet tilbage til feltet, blev nummer 8.

”Carbel vinder så feltets spurt og bevarer føringen i den samlede stilling. Resultatmæssigt kan vi ikke være tilfreds, men vi stiller 7 mand til start, og vi vidste godt, at vi ville være i undertal. Der var en risiko for, at vi ville komme på bagkant, men det kom vi ikke, da vi havde tre mand med i det første udbrud. Men når man er færre mænd, så skal der investeres nogle kræfter,” siger Daniel Foder.

Team VéloCONCEPT forsøgte til sidst at drive feltet til at hente udbruddet, men selvom de fik skåret flere minutter af forspringet, så nåede de aldrig op.

”De var gode i dag – bare ikke så gode. De gjorde, hvad de kunne, og tog teten. Så på en halvsløj dag, hvor vi stadig kommer herfra med trøjen i behold, er det ganske fint,” siger Daniel Foder.