Kategori Arkiv: Nyheder

Alexander Kamp 3’er i et forrygende danmarksmesterskab i Grindsted

Team VéloCONCEPT var med til at præge hele det 219 kilometer lange DM-løb i Grindsted søndag eftermiddag. Mads Pedersen blev ny danmarksmester, mens at Alexander Kamp kæmpede hårdt for at forsvare trøjen og blev nummer 3.

Grindsted lagde søndag eftermiddag asfalt til et af de bedre danske mesterskaber i landevejscykling. Team VéloCONCEPT stillede til start med forhåbningerne om at forsvare Alexander Kamps Dannebrogstrøje, og det var også meget tæt på at lykkes, da den 23-årige rytter leverede en stor præstation og blev nummer 3.

Den flade rute omkring Grindsted indbød på papiret ikke til spændende cykelløb, men en kraftig vind og et aggressivt felt gjorde, at allerede tidligt blev der angrebet i højre og venstre, og flere gange splittede feltet i flere mindre grupper.

Team VéloCONCEPT var med i stort set alle angreb, og da et af de afgørende momenter kom, da 16 mand kom af sted inden for de sidste 70 kilometer, sad både Alexander Kamp og Kasper Asgreen der. Tre ryttere fik skabt endnu et hul og med 40 kilometer igen, kom Alexander Kamp sammen med to andre op til de tre forreste.

Det blev blandt de seks, at en vinder skulle findes, og der blev på skift angrebet imellem dem. Alexander Kamp forsvarede sig meget, og han fik flere gange lukket angreb ned.

”I bund og grund havde jeg fokus på at lukke Christoffer Juul ned, fordi han var den stærkeste temporytter. Hvis han fik hul, så ville vi ikke se ham igen. Så var der ikke så mange kræfter til sidst, så måtte det bære eller briste i spurten,” siger Alexander Kamp.

Den unge rytter spurtede sig til en 3. plads efter Mads Pedersen, der vandt, og Nicolaj Brøchner, og selvom han havde troet på sejren, var der lidt positivt i, at han ligesom til DM i Rønde i 2015 fik en 3. plads.

”Hvis det bliver sådan, så jeg hvert andet år vinder, og hvert andet får jeg en tredje plads, så kan det bare blive ved sådan,” siger Alexander Kamp.

DM var naturligvis et af Team VéloCONCEPT’s store mål for sæsonen. Med en 3. plads fik holdet et godt resultat med hjem, og sportsdirektør Michael Skelde er også glad for måden, at løbet blev kørt på.

”Det var et flot cykelløb i dag. Det var dejligt med lidt vind, og i bund og grund er det et rigtigt godt cykelløb hele dagen. Profferne tog et stort ansvar fra kilometer ét og prægede det, desværre kommer vi ikke i overtal på noget tidspunkt, men Alexander kører et flot finale, og han vil det rigtigt meget. Han kørte et flot løb,” siger Michael Skelde.

 

Dansk, svensk og amerikansk mesterskab til Team VéloCONCEPT Women

Team VéloCONCEPT Women leverede flere fremragende præstationer til de nationale mesterskaber, hvor Camilla Møllebro vandt det danske linjeløb, Sara Penton det svenske linjeløb og Amber Neben den amerikanske enkeltstart.

Der kommer nogle nye trøjer på Team VéloCONCEPT Women fremover. Holdet havde stor succes ved både de danske, svenske og amerikanske mesterskaber, hvor båder Camilla Møllebro, Sara Penton og Amber Neben kunne hive sejren hjem.

I Danmark var Camilla Møllebro i udbrud to gange i sammenlagt over 100 kilometer før, at hun kunne hive sejren hjem. Hun kom tidligt at sted i det 128 kilometer lange løb sammen med to andre, men feltet fik dem hentet igen.

Hun var dog ikke færdig med at angribe, og snart efter slap hun af sted igen, og denne gang lykkedes det efter hård kamp at holde hele vejen til stregen, hvor hun slog sine to udbrudskolleger.

”Jeg havde ikke forestillet mig, at løbet skulle ende på den her måde, jeg troede vi skulle hjem i en spurt. En af grundene til, at jeg sad derude så meget, var for, at min holdkammerater kunne slappe af bagved,” siger Camilla Møllebro. Det gik først rigtigt op for hende, at hun var kommet først over stregen, da hun så sine holdkammerater på Team VéloCONCEPT Women.

”Efter målstregen, da jeg ser piger, og de græder, går det op for mig. Der er noget om det – jeg havde vundet, vi havde vundet. Jeg har måske ikke helt forstået det endnu. Det bliver som en drøm at køre i trøjen, og jeg glæder mig virkelig meget til at vise den frem,” siger hun.

Hendes holdkammerater Pernille Mathiesen og Christina Siggaard vandt forfølgergruppens spurt og blev 4’er og 5’er, mens Louise Norman Hansen blev nummer 21 efter, at hun havde ofret sig for sine holdkammerater i feltet.

I Sverige kronede Sara Penton en indtil videre stærk sæson, da hun blev svensk mester. Med hjælp fra sine holdkammerater i løbet fra Stockholm CK kom hun med i det afgørende hug, og hun blev ved med at være blandt de bedste helt til finalen.

”Der er en, der angriber, og vi ender med at sidde fire til sidst. Det var en spurt opad, og jeg vidste, at de andre var gode opad, så jeg var lidt nervøs. Jeg ved ikke, hvad der skete i spurten. Jeg gav den alt, og så overhalede jeg dem på de sidste 20 meter. Det er bare helt utroligt,” siger Sara Penton, der også havde svært at forstå sin sejr.

”Jeg er overvældet og glad. Jeg kan virkelig ikke tro på det. Det er helt vildt. Det har været min drøm at blive svensk mester – det er helt fantastisk,” siger Sara Penton.

I USA beviste Amber Neben også, hvorfor at hun kører i regnbuestriberne, da hun med næsten 30 sekunder tog sejren i enkelstartsmesterskaberne, og overtager derfor de amerikanske striber fra Carmen Small.

Team manager Bo Handberg Madsen var også særdeles tilfreds med, at holdet fik så stor succes på blot en dag.

”Det er helt vildt fedt. Vi havde på fornemmelsen at Sara kunne vinde, da hun er super stærk, og jeg ved, at hun virkelig har satset på det. For holdet betyder det danske mesterskab også meget. Den her kerne – de har virkelig arbejdet og slidt for det, og de har virkelig taget deres tæsk. Det er virkelig specielt,” siger Bo Handberg Madsen.

I Israel fik holdet endnu mere succes, da Shani Bloch-Davidov kørte sig til en 3. plads i det israelske linjeløb.

Flere muligheder for Team VéloCONCEPT til DM

Søndag køres et af sæsonens højdepunkter for Team VéloCONCEPT, når startskuddet lyder til DM 2017 i Grindsted. Og holdet regner med, at der er flere muligheder for at få et godt resultat.

De bedste danske cykelryttere er søndag samlet i Grindsted, når byen ligger asfalt til DM i linjeløb i 2017. Team VéloCONCEPT stiller til start med håbet om at køre med om sejren, men det bliver et svært løb, da de danske kontinentalhold stiller til start med fuldt hold, og flere professionelle ryttere er vendt hjem.

Sportsdirektør på Team VéloCONCEPT, Michael Skelde, forventer dog, at der er nogle ryttere, der er i stand til at være med i finalen.

”Vi har nogle gode cykelrytter, som er nogle seriøse kandidater til titlen. Jeg siger ikke, at vi har løbets store favorit, men vi har flere muligheder, og så har vi et hold bagved til at hjælpe med at iscenesætte de muligheder. Og så kan vi forhåbentlig få det til at gå op i en højere enhed,” siger han.

Den 219 kilometer lange rute bliver kørt på to omgange, hvor den første på 18 kilometer skal tilbagelægges 10 gange, før finaleomgangen på 6,5 kilometer skal køres 6 gange. Ruten byder ikke på stigninger af betydning, og Michael Skelde forventer, at løbet kan komme til at ligne sidste års DM.

”Det er lidt en rute, hvor tingene godt kan blive lidt uforudsigeligt. I en massespurt vil favoritrollen ligge på Magnus Cort, men han har ikke et hold til at bakke sig op, så jeg tror lidt, at det gå hen og udvikle sig magen til et løb som sidste år, og så gælder det om at holde sig skarp hele vejen, så vi forhåbentlig kan spille en afgørende rolle i finalen.”

”Om vi vinder eller bliver slået af nogen, der er bedre end os, er svært at sige. Vi har nogle gode konkurrenter, som også vil spille deres spil. Jeg håber, at vi går ud og giver alt, hvad vi har og er med til at sætte dagsordenen,” siger Michael Skelde.

Løbet skydes i gang klokken 12:00 søndag.

Team VéloCONCEPT til DM i Grindsted:
Alexander Kamp, Rasmus Guldhammer, Mark Sehested Pedersen, Andreas Hyldgaard Jeppesen, Michael Carbel, Mads Rahbek, Nicolaj Moltke Steen, Niklas Larsen, Kasper Asgreen, Michael Reihs og Niklas Eg.

Foto: ©2017 Palle Peter Skov

Team VéloCONCEPT Women vil udfordre i de nationale mesterskaber

I Israel, Holland, Sverige og Danmark er der lørdag Team VéloCONCEPT Women-ryttere til start i de nationale mesterskaber i linjeløb. På hjemmebanen i Danmark håber holdet at få en sejr med hjem, men det bliver en svær opgave på en let rute i et stærkt felt.

Lørdag skal mange af Europas bedste kvinder kæmpe om deres nationale mesterskabstrøje. Team VéloCONCEPT Women har ryttere til start i både Holland, Israel, Sverige og Danmark, og de er alle klar på at udfordre.

På hjemmebanen i Danmark stiller holdet talstærkest op med fire ryttere. Her er håbet at kunne vinde dannebrogstrøjen, men det bliver en svær opgave på en meget flad og nem rute.

”Det bliver et svært løb, og hvis der ingen vind er, så bliver det op ad bakke. Vi er nødt til at prøve at si sprinterne fra ved at gøre det så hårdt som muligt. Den eneste måde, man kan gøre det på, er at angribe, men så brænder vi også vores egne tændstikker hver gang. Vi er altså kun fire, så vi kan ikke bare angribe i højre og venstre, for så dræber vi os selv. Vi må tænke os om,” siger team manager Bo Handberg Madsen.

Ruten omkring Grindsted strækker sig på seks store omgange af 18 kilometer før tre omgange på en mindre omgang på 6,5 kilometer skal finde en vinder. Det giver blot 127,5 kilometer, og den korte distance gør det ikke lettere at skille fårene fra bukkene.

”Havde vi haft nogle kilometer ekstra, havde det været et helt andet løb. Alle er i så god form, at de sagtens kan køre den distance. Men det skal ikke være en undskyldning fra start. Vi vil ud og udfordre og spille de kort, vi har.”

”Vi vil gerne lave en selektion, for kommer de rigtige folk af sted, så kører de. Og sidder vi der, så er det et helt nyt løb, når vi kommer til stregen. Vi bliver nødt til at opsøge det, for kommer vi hjem samlet, så synes jeg, at vores chancer ser endnu dårligere ud,” siger Bo Handberg Madsen.

I Sverige er Team VéloCONCEPT Women repræsenteret ved både Sara Penton og Sara Mustonen. Sidstnævnte kører sit første løb efter, at hun brækkede håndleddet i et styrt i Kina, og derfor forventer hun ikke det store. Sara Penton håber derimod, at hun får mulighed for at køre med om sejren.

I Holland skal Claudia Koster alene op imod mange stærke ryttere, mens at Shani Bloch-Davidov skal forsøge at vinde endnu en israelsk mesterskabstrøje, da hun blev national mester i enkeltstart i sidste weekend.

Kasper Asgreen 2’er til DM i enkeltstart

Med en gennemsnitsfart på over 50 km/t til DM i enkeltstart leverede Kasper Asgreen en fantastisk præstation, der sendte den unge rytter op på 2. pladsen til DM i enkeltstart.

Team VéloCONCEPT’s Kasper Asgreen fulgte op på sin fremragende præstation ved DM i enkeltstart i 2016, da han rykkede et trin op på podiet, og blev nummer to til DM i Grindsted torsdag aften.

Den unge rytter blev kun slået med få sekunder af Martin Toft Madsen fra BHS – Almeborg-Bornholm, der derved forsvarede sin titel. Kasper Asgreen var dog godt tilfreds med sin præstation, selvom der kun var få sekunder op til guldet.

”Jeg er helt bestemt tilfreds. Jeg havde rigtigt ondt i benene hele vejen rundt, men det er sådan det skal være. Måske kunne jeg have givet mere i starten, men det havde været med risiko for at gå ned i slutningen. Jeg snakkede med Skelde om det, og det er bedre at kunne holde power på hele vejen i stedet for at gå ned. Jeg tror på, at jeg fik det disponeret rigtigt godt, og jeg tror ikke, at jeg kunne have kørt ret meget stærkere,” siger den 22-årige rytter.

”Martin er en rigtigt dygtig enkeltstartrytter, og han er svær at slå, så at jeg kun er 13 sekunder efter ham, er jeg godt tilfreds med,” siger han.

Det sidste trin på podiet blev også besat af en kontinentalrytter, da Mikkel Bjerg fra Giant-Castelli blev nummer 3. Derved måtte de mange danske World Tour og Pro Kontinental-ryttere, der var til start, tage til takke med sekundære placeringer.

Og det giver blod på tanden for Kasper Asgreen frem mod de kommende løb.

”Jeg vil gerne ud og køre World Tour selv, så at jeg kan ligge og slå nogle af dem, det er ikke noget dårligt tegn,” siger han.

Niklas Eg kørte også en flot enkeltstart, da han blev nummer 12, mens Rasmus Guldhammer blev nummer 17.

Pernille Mathiesen og Louise Norman Hansen på podiet til DM i enkeltstart

Det var en kamp på sekunder, der afgjorde DM i enkeltstart torsdag aften i Grindsted. Team VéloCONCEPT Women’s Pernille Mathiesen blev nummer 2 blot syv sekunder fra 1. pladsen, mens Louise Norman Hansen blev nummer 3 yderligere fem sekunder efter.

Team VéloCONCEPT Women fik to ryttere på podiet, da de lørdag kæmpede om det danske mesterskab i enkeltstart. Pernille Mathiesen og Louise Norman Hansen viste begge, at de er blandt de bedste i Danmark i kampen mod uret, men de måtte se sig slået med få sekunder af Cecilie Uttrup Ludwig fra Cervelo-Bigla.

Både Louise Norman Hansen og Pernille Mathiesen kørte et utroligt flot løb, men sidstnævnte, der blev nummer 2, var umiddelbart en smule skuffet, da der var så få sekunder, der adskilte hende fra en sejr.

”Jeg er ikke helt tilfreds lige nu, men en 2. plads i det her felt i år – det er jo et godt resultat. Det der skuffer mig mest er nok bare, at jeg er så tæt på. Der var så mange steder, hvor jeg følte, at jeg kunne have hentet tid. Det er lidt mere en skuffelse over for mig selv,” siger Pernille Mathiesen.

Den 28,1 kilometer lange rute lå ganske godt til den unge rytter. Hun fik også tidligt givet gas, og benene var også gode.

”Jeg havde det egentlig fint, men ud igennem byen lagde jeg lidt for hårdt ud, hvor jeg måske overvurderede mine kræfter. Det kunne jeg mærke på det lange lige stykke, hvor jeg gik lidt ned i forhold til, hvad jeg havde planlagt. Men ellers synes jeg, at jeg kørte fint, og benene havde det fint, selvom den var hård på vej hjemad,” siger Pernille Mathiesen, der kunne fejre flere ting i denne uge, da hun blev student i mandags.

Både Pernille Mathiesen og Louise Norman Hansen kørte deres indtil videre bedste danmarksmesterskab i enkeltstart, da Pernille Mathiesen tidligere havde en 4. plads som sit bedste resultat, mens Louise Norman Hansen i 2016 blev nummer 10.

I Grindsted kørte Camilla Møllebro også stærkt, da hun kom ind på en 5. plads blot 22 sekunder efter vinderen Cecilie Uttrup Ludwig.

Riis Seier Project i nytænkende partnerskab med Mercedes-Benz Danmark

Riis Seier Project, Team VéloCONCEPT og Mercedes-Benz Danmark har indgået et unikt, kommercielt partnerskab, som har internationalt perspektiv og lokal forankring.

Weekendens DM i landevejscykling i Grindsted bliver det første synlige bevis på et spændende og nytænkende partnerskab, som Riis Seier Project og Mercedes-Benz Danmark nu ruller ud sammen baseret på passion, innovation, kvalitet og performance.

Partnerskabet betyder, at den tyske bilgigant bliver officiel leverandør af følgebiler til Team VéloCONCEPTs kontinentalhold og kvindernes World Tour-hold. Og dertil vil Mercedes-Benz Danmark få en nøglerolle som aktiv partner i Danmarks største erhvervs- og cykelnetværk Riis Seier Business Club.

”Jeg er både stolt og glad for, at vi nu kan præsentere et så attraktivt og stærkt brand som Mercedes-Benz, der er den første større kommercielle partner i Riis Seier Project. Ikke blot i forhold til vores to cykelhold, men også som partner for vores koncern og netværk. Vi deler de samme værdier om kvalitet, udvikling og innovation, og så er vi begge drevet af passion og performance i alt, hvad vi gør. Det er et rigtigt godt match,” siger Bjarne Riis, medejer af Riis Seier Project.

Cykling og business i en stærk kombination
Også hos Mercedes-Benz Danmark er forventningerne til partnerskabet høje. Cykelsporten nyder både herhjemme og globalt stor interesse på både elite- og motionsplan, og det repræsenterer samtidig et stærkt kommercielt potentiale. Det potentiale får Mercedes-Benz Danmark adgang til med det nye partnerskab – både via cykelholdene og via aktivering af de lokale forhandlere i Riis Seier Business Club.

“Vi er utrolig glade for at have indgået et samarbejde med Riis Seier Project. Cykelsporten er i en rivende udvikling, og vores partnerskab giver os nogle helt unikke muligheder, hvor vi kan kombinere et internationalt perspektiv med lokal forankring og aktivering af vores forhandlere gennem Riis Seier Business Club. Her kan vi møde vores kunder på en uformel måde uden for de traditionelle mediekanaler og styrke vores relationer,” siger Christian Kynding, salgschef hos Mercedes-Benz personbiler i Danmark.
Partnerskabet rummer et stort potentiale, som løbende kan tilpasses til udviklingen i Riis Seier Projects samlede aktiviteter.

”Partnerskabet mellem Riis Seier Project og Mercedes-Benz Danmark er baseret på fælles værdier og mål, som gør, at de to partnere har en lang række kommercielle muligheder, hvor de sammen kan udvikle innovative koncepter, som understøtter forretningen og skaber ROI på bundlinjen,” siger Thomas Badura, CEO hos SponsorPeople, der er kommerciel sparringspartner på Riis Seier Project og har været med til at udvikle og indgå partnerskabet med Mercedes-Benz.

1 2 3 69